Glemt bag kunstværket

Fremtiden har i den grad indhentet, og løbet det lille hus over ende, som gemmer sig i en stille krog, mellem museer, industri og motorvej.

Før var det blot en lille markvej, der løb som en sidevej, fra landevejen der førte fra Hammerum og videre til Birk. En lille parantes, en bugtning, der gav beboerne i de tre-fire små husmandssteder på vejen, adgang til hovedvejen til Herning.

I dag ender vejen blindt. Huset har for længst kastet håndklædet i ringen, og ligger nu som en ramponeret gravsten, over en tid, før motorvej, og før skoler, hospital og kunst slog rod omkring det.

Huset er fra år 1900. Hvad det oprindeligt blev benyttet til, ved jeg ikke, men da jeg kastede et blik indenfor, var det ene rum fyldt med bagerudstyr. Ikke tilbage fra år 1900, men af væsentlig nyere dato.

I resten af huset var der et frygteligt rod. Alt var endevendt, møbler kastet omkring, og loftet i entreen, hang dovent hen over et ødelagt bord. Når loftet er faldet ned, så er det sjældent et godt tegn. Jeg vidste at der var en stor kælder under huset – der ville jeg gerne have været ned – men er loftbjælkerne rådnet bort, så kan bjælkerne der bærer gulvet også godt være det. Så jeg besindede mig, undlod at krybe dybere ind i bygningen. Ærgerligt når man nu står i bygningen, men jeg havde glemt min dødsdrift denne formiddag.

Et rum bar tydeligt præg af, at være blevet malet med svamp, som det var på mode i 90’erne. Sjovt nok stod der i de oplysninger jeg havde, at huset sidst var blevet handlet en gang i 90’erne. Men det var tydeligt at det var længe siden, det havde været beboet.

Jeg gik om bag huset, og forbandede nok en gang, at jeg havde taget shorts på – brændenælder elsker mine bare ben. Bag huset varmede vegetationen op til, at opsluge huset totalt, ved først givne lejlighed.

Der er næsten ikke noget, der er så smukt, som en gammel bygning, hvor planterne har bidt sig fast, og nu langsomt fortærer sten og træ.

Den hullede ruin, stod i skærende kontrast til resten af området. Få meter derfra susede bilerne forbi, på den nye motorvej, og vejen derhen, var på den ene side flankeret af moderne nybyggeri, og til den anden side, søer. Sikkert vandfyldte ar, efter motorvejsbyggeriet.

Mens jeg gik der i græsset, var jeg nær snublet over en børnetrillebør, som lå og legede skjul. Før motorvejen kom til, havde det sikkert været en idyllisk stille krog, tilpas ude på landet, og tilstrækkelig tæt på Herning.

På et gammelt luftfoto, ser man tydeligt hvordan området for 60 år siden, blot var marker og landbrug, der på vejen mellem Hammerum og Herning. 60 år senere, er byerne næsten vokset sammen, og den lille plet opslugt af varehuse og skoler.

Den lille vakkelvorne rønne, får næppe lov til, at stå meget længere, med den hast som der bygges i området. Spørgsmålet er bare, om det bliver butikker, eller måske en skole, der kommer til at overtage pladsen inden for de nærmeste år.

Egentlig var jeg ret så ligeglad. Jeg synes de nye glaskasser på nabogrundene var intetsigende, i modsætning til ruinen.

Jeg pakkede sammen, og trillede tilbage mod hovedvejen – uden at køre hundelufteren og hans vilde hund ned – kastede et enkelt blik på Cronhammers Elia, der stod sort, kæmpe og truende, og sikkert var bedøvende ligeglad med det forladte hus, henne i svinget.

Inden jeg trillede videre mod Viborg, slog det mig, hvor mange gange jeg var cyklet forbi stedet, uden at have bemærket huset. Nå, men bedre sent end aldrig…