Den halve børnehave

Den gamle børnehave og jeg, kom til verden samme år – i 1968.

I 1979 blev den ombygget – og det passer meget godt, at det var lige deromkring, der begyndte at blive ombygget i kraniet på undetegnede…

Det var egentlig et tilfælde der gjorde, at jeg nåede at besøge den gamle børnehave på Jagtvej i Hammerum.

Men hov – fortalte du lige adressen, Jan? Ja, det gjorde jeg vist – men det gør ikke noget, for bygningen ER borte.

Hvor kom jeg fra. Jo – tilfældighederne. Det var min niece der fortalte, at den udtjente institution på den anden side af vejen, var ved at blive nedrevet.

Ved at blive? Straks strittede de små nakkehår – ved at blive betød, at bygningen endnu ikke var helt borte. Et minut senere var jeg på vej til Hammerum, bevæbnet med nysgerrighed, lamper, nevø og niece samt en let dødsdrift.

En ting er at besøge et spot i dagslys. Det er en helt anden sag, at begive sig ind i en bygning i buldermørke. Og tilmed en bygning, hvor nedrivningen er påbegyndt. Men nysgerrigheden sejrede over fornuften.

Indenfor var bygningen tom, kun bunker af nedtaget isolering fyldte gulvet, og overalt hang ledninger ned fra loftet. De eneste lyskilder var to mobiltelefoner, og min blitz der med mellemrum oplyste de skrællede lokaler, som var det en sommerdag. Al inventar var for længst fjernet, kun nogle tilbageblevne WC-kummer stod og stirrede hvide og triste ud i de ellers tomme badeværelser.

Vi bevægede os ud på den gamle legeplads, hvor klatretårne og andre legeredskaber tegnede mørke silhouetter op mod den blåsorte aftenhimmel. På bygningens anden side, førte en kælderskakt ned til – ja, det ER rigtigt: Kælderen.

Det havde sikkert være en fin kælder en gang, men den seneste tids megen nedbør, havde omdannet kælderen til en pool. Det grumsede vand indbød dog ikke rigtigt til en dukkert.

Gavlen der vendte ud mod vejen, var næsten borte. Omdannet til brokker af den overnattende gravemaskine, som stod vagt ved ruinen.

Vi zigzaggede os vej gennem murbrokkerne, og tog et sidste kig på stedet der i snart 50 år, havde genlydt af børnestemmer. Nu var der bare en bunke gule sten, der ventede på at overlade pladsen til et nyt byggeri.