At naturen tager alt tilbage, som vi mennesker en gang har raget til os, var dagens besøg et lysende eksempel på.
Dagens besøg var faktisk så trist, som det kunne blive. Jeg havde glædet mig til at besøge netop dette sted, da jeg ikke før har besøgt et gartneri, der ikke havde fået vand de sidste 12-14 år. Jeg kunne levende forestille mig forfaldet, men da jeg satte mig til computeren for at grave lidt info frem om stedet, blev historien bare sørgeligere og sørgeligere, jo mere jeg læste.
Området havde været et blomstrende plante- og grøntsagsmekka i det meste af forrige århundrede. Især fra 1930’erne og frem til 60’erne, var der virkelig gang i mulden: Ikke færre end 19 gartnerier prydede landskabet omkring to landsbyer. Nogle producerede blomster, men langt de fleste dyrkede grøntsager, både på mark og i drivhus.
Op gennem 60’erne faldt antallet drastisk. Flere forsvandt år efter år, og midt i 1990’erne, var der blot 5-6 gartnerier tilbage. Årsagerne var vidt forskellige: En ny generation stod ikke klar i kulissen til at overtage familieforetagenet, nogle måtte dreje nøglen om af økonomiske årsager, andre lukkede bare, da ejeren gik på pension. Glasrude for glasrude forsvandt drivhusene, der før havde forsynet oplandet – og store dele af Danmark – med grønt.
Et af gartnerierne så dog ud til at klare sig godt. En enkelt driftig gartner havde omlagt produktionen af grøntsager til prydplanter, og kunne nu bryste sig af, at gartneriet havde havde haft knopskydning, og han nu ejede hele to gartnerier. Firmaet gik strygende, med omkring 20 ansatte i højsæsonen – og en årlig produktion tæt på 1.500.000 planter. Planter der prydede stuer i hele landet.
Men blot ti år senere måtte ejeren dreje nøglen om. Der var ingen der ønskede at overtage gartneriet, hverken i familien eller udefra. Og omkring nytår 2007 var det endegyldigt forbi.
Meget af jorden blev senere eksproprieret til udvidelse af den nærliggende by. Gartneriet blev påbegyndt nedrivning, men efter fire drivhuse, gik nedrivningen i stå, og de resterende fire drivhuse fik lov til at blive, overladt til vejrets luner.
Og det var dette sørgelige syn, der mødte mig i dag. Gartneriet var mest af alt fire metalskelletter, med enkelte hele, og lige så mange ødelagte ruder. Gennem hullerne i glastag- og vægge legede vinden med resterne af de store hvide gardiner, som gartneren kunne trække for på solrige dage, hvor varmen ellers ville ødelægge planterne.
Gardinerne hang nu blot forrevne, spøgelsesagtige og blafrende. Den eneste lyd, bortset fra enkelte fuglefløjt.
Det ene drivhus var umuligt at komme ind i, da enorme forgrenede stængler af hindbærbuske, havde indtaget drivhusets indre, i en højde på mere end to meter, og nu var fortsat ud af døren, og videre ud i en gang, der havde ført hen til to, nu nedrevne, drivhuse. Gulvet var kun af beton i midten, i siderne bestod det af mørnede træplader, der gav sig truende når jeg satte en fod på dem. Jeg stak hovedet indenfor, men det var tydeligt, at der skulle en meget stor grensaks til, før man kunne komme videre ind i vildnisset, uden at blive revet til fars.
Det var ligeså vanskeligt i den modsatte ende af drivhuset, hvor lange rækker af planteborde, i hele drivhusets bredde, spærrede for adgangen.
Så var det straks nemmere i det tilstødende drivhus, hvor jeg kunne krybe gennem et par ødelagt vinduer.
Har var gulvet dækket af et krybende, brunligt lag græs, i mere end en meters længde, og hist og her, skød er træer op fra gulvet, op gennem plantebordene, og videre op gennem glastaget, hvor grenene havde presset glasset ud, i deres bestræbelser på at finde sollys.
Grunden bar tydeligt præg af, at man var i færd med at rive resten af stedet ned. Der holdt opmarcheret en del maskiner, samt nogle personbiler, men jeg kunne ikke se nogen til at føre dem. Det var nok kun mig, der var så dum, at bevæge mig ud i den silende regn. Jeg tog en lille afskedrunde, mens ituslåede glasruder knasede under fødderne på mig, sneg mig ind i et buskads, og videre ud gennem et læhegn, ude af syne for eventuelle nysgerrige blikke.
Det sidste foto jeg tog, var af et drivhus, hvor to træer strakte sig op gennem taget. Nok egentlig meget sigende: Når mennesket forsvinder, så rykker naturen ind. Og den er en vedholdende nedrivningsarbejder – med tiden, skal den nok få klaret jobbet, hvis altså ikke menneskene kommer den i forkøbet, med deres maskiner. Tænk at noget kan være så dødt – og samtidig så levende..!
