Når man går i skoven, skal man huske at bruge sine øjne.
Her vil de fleste sikkert sige, at det gør man helt af sig selv – primært for ikke at gå ind i et træ…
Men hvis man giver sig selv lidt tid, standser op, og kigger sig omkring, vil man opdage, at skoven ikke altid ser ud, som man tror den ser du.
Lyder det kryptisk? Slet ikke. For når man går den samme tur i skoven, stirrer man sig til sidst blind på omgivelserne. Man begynder at blive stedkendt; nu kommer der en rydning, her er det sjove krogede træ, og her stien til højre osv.
Men prøv at gå ind i skoven – bare noge få meter fra stien – og du vil opdage, at den velkendte tur, bliver til en helt anden. Nærstudér skovbunden, et væltet træ eller en bevoksning – og du vil se at det ikke ser helt ud, som du tror.
Tag f.eks. dette krogede træ, der stod i en lysning i skoven.
Fra roden til den øverste lille kvist, var det overgroet af laver og mosser, i så mange farver og former, man ikke troede var mulig. Men på denne kølige novembermorgen, hvor frosten stadig sad i mos og lav, blev dette fint dekorerede træ, til en helt lille mikroverden, hvor træet blev en klippeside, bevokset med lavtræer og mosbuske.
Jeg havde gået forbi dette træ, hundredvis af gange – men lige netop idag, stod det frostgrågrønt og smukt og tiltrak sig min opmærksomhed. Og blev til en helt stor oplevelse i det små. Jeg siger mange tak – og vender helt sikkert tilbage.
