Er det ikke længe siden, I er blevet præsenteret for en dumhed fra min hånd?
Det skal i sandelig ikke snydes for – så her kommer der en – frisk fra fad. Kun få timer gammel – oplevet ved 9-tiden fredag morgen.
Lad os kalde den for:
TUBA-TRÆNING
Som de fleste nok er bekendte med, så er undertegnede udstyret med en mande-airbag. Et smukt udspilet stykke maveskind, hvis form leder tankerne hen på en af buerne på musikhuset i Sydney.
Inden for det senere år, har min krop bygget til i etaper – med stadig kortere intervaller – og det har jeg besluttet at gøre noget ved. Så jeg er i gang med at vende processen: at trylle buen konkav, fremfor den fremadstormede konvekse bue, der altid ankommer et kvarters tid før mig.
Til det kan man benytte en motorsav, meget skarp ostehøvl – evt. en græstrimmer – jeg er dog ikke så meget for blod, så jeg har valgt at melde mig ind i Club Helvede – LOOP træning i Aalborg. Det er hårdt, som trække sig op mod Himmelbjerget tinde – med tungen. Men det virker – jeg har allerede tabt livsmodet og mine bilnøgler.
Nå, men forleden var jeg dernede for at svede, og ved romaskinen skete der et lille uheld. Ikke noget voldsomt, og ingen opdagede det undtaget mig selv.
Sådan en romaskine kræver jo at man bukker sig sammen. Og når man bukker sig sammen, så bliver der mindre plads i kroppen – især når der også skal være plads til en mave mellem lår og brystkasse.
Og når der bliver mindre plads – så kan det godt ske der presses noget ud af kroppen. I dette tilfælde var det lidt forskellige gasarter, der nærmes hvislede ud mellem stoffet i mine underbenklæder og træningsbukser.
Ingen opdagede som sagt udslippet – på nær min lugtesans, og gasserne blev hurtigt fortyndet med al den anden dårlige luft i motionscentret. Så jeg slap med skrækken.
Den kvikke læser – du ved selv hvem – har nok allerede gættet hvilken retning min lille fortælling er ved at tage. Og jeg kan allerede nu afsløre – uden at afsløre for meget – at den tager en mere ildelugtende – og højlydt – drejning.
Her til morgen var der ikke stort besøg i centret. Der var de sædvanlige 5-6 fruer som prustede rundt i kvindecirklen, afskærmet bag store bannere, så os småliderlige hankønsvæsner, ikke får tungen i klemme i maskineriet, når vi kigger på deres veltrænede numser (HA!)
I den anden cirkel – den for mænd, og kvinder der ikke er bange for at sender dem sjofle blikke, mens man pruster astmatisk, på den frække måde – var der kun lille jeg og en sødt smilende ældre dame. Jeg har allerede charmet mig så meget ind på denne ældre dame, at hun er begyndt at hilse på mig – man har vel ikke glemt fordums tids scoretrick: “Vil du med hjem og se min delle?”
Nej, så galt er det ikke – der er mere tale om et tålt ophold fra hendes side.
Jeg begyndte et tilfældigt sted i cirkel – og efter nogle minutter tog hun plads, i et andet torturinstrument, fem-seks maskiner foran mig.
Til jer der ikke kender ideen bag LOOP-konceptet, så er det ganske enkelt, at træningsmaskinerne er stillet i en rundkreds. Man vælger så en maskine, laver sine øvelser, og når der så lyder en gong gong – og det gør der med et minuts interval – så skifter alle til den næste maskine i rækken.
Det går stærk, jeg er konstant bagud i vejrtrækning – men det er dejligt hårdt. Efter to runder er man færdig – helt færdig…
Nå, men jeg sad i et aggregat som træner overarme – hvilket en gammel reklametegner i den grad trænger til.
Dong – skift.
Næste maskine: den trænede ryggen. Og jeg må med stolthed sige, at min rygdelle er ved at udvikle de smukkeste muskler. Jamen sikke linjer!
Dong – skift.
Så blev det noget bænkpres-halløj, som jeg var glad for, men som min akilles højlydt protesterende, kaldte mig en idiot for at gøre.
Dong – skift.
Romaskine.
Her begyndte det at gå lidt galt. Bænkpresset havde presset en lille discount-trutter ud – men ikke noget alarmerende.
Men romaskinen forstod at trykke på de rette tangenter, og ved hvert tag, lød der en svagt luftig, slubrende lyd, fra min hårdt prøvede sfinkter. (Slå det op – det er IKKE en stenfigur i en ørken!)
Dong – skift.
Så blev det mavebøjnings-djævelskabs-aggregatets tur. Navnet er faktisk misvisende – for det er en af de maskiner jeg har det bedst med.
Man sidder virkelig godt i det monstrum.
Jeg valgte min vægtmodstand, og så gik jeg i sving. I denne dødsstol, sidder man med benene fastklemt bag en bøjle, og så skal man presse sig sammen. Det skulle efter sigende give nogle meget smukke mavemuskler, efter 12 til 14 års intens træning.
Jeg bukkede mig sammen så sveden sprang. Jeg kunne næsten ikke få luft, men ville på den anden side, heller ikke vise mig svag, over for en ældre dame, som ikke så det mindste anstrengt ud.
Allerede efter 4. eller 5, sammenkrumning, kunne jeg mærke, at min mås begyndte at pumpe sædet op.
Jeg sendte ekstra mandskab til området, for at gribe ind, hvis der ville komme dæmningsbrud – og krummede mig sammen nok en gang.
Denne gang var det en anelse værre. En lille “pfttt” undslap mellem mine baller og det blå imiterede læder på sædet, og undsalp ud i lokalet med en svag piften.
Flere folk med sandsække blev sendt til regionen, og jeg krummede mig sammen.
Jeg sendte et blik over til den ældre dame, som var i gang med en benøvelse længere fremme i cirklen. Vi fik heldigvis ikke øjenkontakt.
Ved denne sammenkrumning, gik floden over sine bredder. Heldigvis kun en flod af luft.
I det samme kunne jeg mærke portneren slække på sfinkter (Så blev det afsløret at det ringmusklens AKA). Forgæves forsøgte jeg at klemme sammen, for at begrænse udslippet til en fløjte-fjert.
Det lykkedes ikke.
Der er små diskrete dame-fiser – og så er der pauke-prutter. Gigantiske semi-meterologiske fænomener, der udspys med en kraft, som flår stof, hud og imiteret læder i stumper og stykker, og blæser det ud i rummet, hvor det vil fortsætte mod fjerne galakser, som en ildelugtende hilsen fra Jorden.
Min var af den sidste slags – og tilmed en kategori 9, som er den næstværste af slagsen.
Et brøl undslap mine baller. Og havde væggene nu ikke været bare betonvægge, så kunne det jo være, at eksplosionen ikke var opdaget.
Men lydbølgerne sprang mellem den hårde beton, som en kakofonisk bøvsekoncert, eller tusinde gale tudser, som kvækkede om kap.
Det føltes som en ond, regnfuld og uendelig lang sommerferie, før lyden lagde sig.
Bag forhænget til kvindecirklen, kunne jeg høre at maskinerne gik i stå et kort sekund, før de atter kom i svingninger.
Men det værste var den ældre dame.
Alt i mens mine kinder blussede som en rødtonet Las Vegas, lod jeg ligesom tilfældigt blikket glide over mod den søde ældre dame, mens jeg knoklede færdig i min maskine, uden flere uheld.
Hun så ikke på mig.
Og jeg kunne heller ikke rigtigt afgøre om de underlige krusninger om hendes mund, var af væmmelse, eller et indestængt grin.
Der lød et gong, og jeg gjorde mig – selvlysende – klar til at skifte maskine.
Det gjorde den ældre dame også. Hun greb sit lille håndklæde, tog sin vandflaske – og spankulerede om bag forhænget, til kvindecirklen.
Jeg var nu helt alene i mix-cirklen.
Den nydelige unge dame, som plejede at tå oppe i receptionen, var heldigvis ikke at se.
Pyha, tænkte jeg. Så var der kun en som så min pinlige optræden.
I det sammen passerer receptionisten mig, da hun træder ud af det lille kontor hun også har, og som ligger omkring 50 cm til venstre for mavetræningsbæstet.
Hun sagde ingenting, men gik blot op til receptionen, uden at se sig tilbage.
Den stakkels pige, har siddet lige i vindretningen, og må ha’ fået blæst trommehinderne ude… hun har aldrig opdaget hvad der ramte hende. Men hun kunne uden tvivl godt lugte det…
Det er den længste træningsrunde, jeg nogensinde har færdiggjort. Og da jeg endelig var færdig, slog jeg hastighedsrekord i at pakke sammen og forlade et motionscenter.
Men det værste er: Jeg skal derned igen om to dage!
Er nok nødt til at finde nyt motionscenter – hvis ikke alle de andre har gjort det…