Foreningen for Laskede Og Overvægtige Personer
Jeg har efterhånden berettet nogle gange, om min forening for Laskede Og Overvægtige Personer – i daglig tale kaldet LOOP. Men jeg bliver alligevel nødt til at gøre det nok en gang.
For LOOP er en uudtømmelige kilde til svedproduktion og ikke mindst menneskebetragtning.
Og tro nu endelig ikke, at jeg vil hænge mine medloopere ud. På ingen måde – med mit korpus skal jeg være den sidste til at lade mine træningsfæller høre for deres mere eller mindre velpolstrede eller veltrænede kroppe.
Så hvis i andre er færdige med at grine af dem, så er der kun mig tilbage – og så må jeg jo være den sidste. Fint – så fanger jeg an. Eller and. Eller et eller andet. Jeg begynder i hvert fald nu.
Når man sådan står, stor og mægtig, på sin crossfit-helvedesmaskine, så kan man kun gøre to ting – ah – tre ting: man kan også besvime. Det ene er at drikke – for sådan apparat som mit, køles ikke kun ned med luft. Der må væske til. Og det andet er at glo – i den udstrækning, den iltunderernærede hjerne giver mine øjne lov.
Efterhånden så begynder man at kende sine medloopere. Især kvinderne er flinke til, at trække i noget kropsnært, som ikke dækker for meget, og tilføjer crossfittorturen en vis herlighedsværdi. Desværre så er der også nogle af herrerne, som har samme forkærlighed for næsten påmalet tøj.
Men det giver sådan nogle dejlige kuldegysninger, midt i varmen, så fred være med dem.
En af mine medtrænere er en nydelig dame. Jeg vil skyde på at hun er et sted midt i fyrrerne. Hun er venligt smilende, Hilser altid – og jeg en velopdragen mand, og hilser altid igen. Også når jeg er lige ved at kaste op af anstrengelse. Hun er som nævnt et pænt stykke fruentimmer, omend hendes understel har været udsat for en hvis overhævning. For hendes mås og lår er… de er … hendes træningsbukser sidder tæt! Meget tæt. Helt utroligt tæt. Jamen i du godeste, hvor stoffet smyger sig om hendes lårbasser og bagperron. Og når hun så sidder med ryggen til, i en af træningsmaskinerne, lige foran hvor jeg står og tramper løs, så ved jeg ikke hvor jeg skal kigge hen. Det mest nærliggende ville jo være, at lade blikket hvile på hendes – i ved – men DET tør jeg ikke. Den blotte berøring af mit syn, kunne jo få stoffet til at briste – og så ville det være min skyld, at hun ville sidde der, med udstrittende popo, til offentlig skue. Og jeg tror ærligt talt ikke, jeg ville kunne lade være med at grine. Og efter sådan en oplevelse ville jeg jo aldrig kunne se hende i øjnene igen, uden at tænke på… dem…
Så jeg tæller cirkler på de skærme der hænger mellem de to træningsområder. Jeg tæller også håndtag på maskinerne, og rør, og sko, og tasker, og sekunder på min egen maskine. Alt for ikke at komme til at at kigge på hendes fødedygtige underdel.
Til alt held er der også andre som jeg kan lade blikket hvile på. Der er blandt andre en mand, som kun er delvist medlem. Han er et sted i halvtredserne, høj, lidt sammensunken, og så er han enten i djævelsk skidt form, eller umanerlig doven. Når han ankommer er det i luntetrav. Det første stop er stolene i hvileområdet. Her tager han sig en kop kaffen, sætter sig tungt ned i stolen, og enten er det ham eller stolen, der sukker højlydt – det er jeg lidt i tvivl om. Når han så har drukket sin kaffe, daffer han hen til romaskinen, ror et par minutter, og tøffer tilbage til stolene, og nedsvælger nok en kop af gudedrikken på termokanden. Så tager han et par maskiner eller tre – og lusker over til termokanden igen. Dette fortsætter til han har taget næsten en hel omgang.
Men jeg har luret ham – for mens han drikker kaffe, så “læser” han i et blad. Ha – vel gør han ej. Han sidder og småskuler ind til kvindecirklen, den gamle gris. Glæder mig bare til den dag hvor han bliver afsløret, når han rejser sig, og tøffer over til en træningsmaskine med sit håndklæde hængende på den medbragte knage i træningsbukserne.
En anden kvinde, er en nydelig ældre dame. Også her er der tale om et venligt og smilende eksemplar af det colaflaskeformede køn. Hun er ikke så høj, og SER bemærkelsesværdig fit ud. Og så kan hun trylle med en hulahopring.
Når jeg frekventerer romaskinen, så er det umådelig vanskeligt ikke at kigge ind i det specialindrettede rum, hvor især damerne triller rundt på bolde, og snor sig i hulahopringe. (Vel er det ej svært. Jeg skal dreje hovedet hårdt til højre for at se noget – men jeg er også gammelt møgøre!)
Men hun kan sætte sådan en hulahopkrabet i rotation, så det gør noget. Desværre så er det ikke det eneste der bevæger sig når hun hulahopper. For jeg kan da lige love for, at de cirkulære bevægelser, får sat hendes krop i svingninger. Alt – det være sig komtessemuskler, attributter, cellulitis-parkeringspladsen på begge ben, samt hendes lille bildæk, såvel som baller, danser rundt. Alt sammen i hver sin takt. Og for at fuldende billedet, så har hun ofte en lidt for stram BH under træningstrøjen, så hendes ryg bliver delt på midten i en underdelle og en overdelle. Og de to kan slet ikke holde takten, men skøjter rundt på ryggen, som fire små buddinger, sat på en omvendt pladevibrator.
Det kræver al min styrke, at overvinde trangen til at kigge ind på hende, når jeg ror. Men jeg falder ofte i, og sidder med åben mund og spyt og savl ud over hele romenageriet, totalt opslugt af det forvirrende syn. Hendes krop et stort flimmer.
Så er en anden kvinde, er en af trænerne i LOOP, noget mere rolig for øjnene. Hun står for nogle af deres TORTUR-LOOP-runder, hvor man bliver høvlet igennem, mens hun står og bjæffer, som en lille arrig hund. Voldsomt anstrengende at høre på, så jeg sætter mig ofte over i ro-maskinen, når hun stemmer i – bare for at få lidt fred. Men det hjælper nu ikke.
Den sidste person jeg vil fortælle om, er en herre, midt i fyrrerne. Hans krop er en fysiologisk umulighed. Nogle dage småhalter han, sikkert på grund af gnavere i fodsålerne, eller lignende lidelse. Hans krop bærer tydeligt præg af, at han tilbringer alt for meget tid bag computeren. Hans mave har overhalet hans mandepatter. Og hovedet er tyndt behåret, som en slidt tennisbold.
Når han starter sine øvelser, så lyder det som når man pumper en cykel med en defekt ventil, kombineret med en gammel Nilfisk støvsuger, der er stoppet. Men han giver den gas. Nogle gange lidt for meget gas, for ind mellem sker det, at en fjert forvilder sig ud, når en øvelse bliver for krævende.
Hans astmatiske vejrtrækning er en ting – noget helt andet er den voldsomme transpiration, der fortættes som vandballon store søer på hans alt for store pande. Efter få minutter glinser det store kødfulde fjæs, som en Chippendalestripper i 90’erne. Ofte samler sveden sig ved kraven på hans t-shirt, og trækker et mørkt spor fra skuldrene, ned mod brystkassen.
Når han er færdig med sin træning, raver han over mod hvilepladsen, som en besoffen teenager, der har tømt sin første kasse øl.
Efter nogle minutter, hvor han forsøger at få sin hvæsende vejrtrækning under kontrol, besvimer han som regel, men vågner op kort efter, og humper ud til sin bil og kører hjem, efterladende et svedspor, som har en forvokset inkontinent skovsnegl, slubret sig vej gennem lokalet.
Jeg kan ikke se hans fødder gennem de hvide Adidassko – men jeg tør vædde på, at de er grimme.
Men jeg ved at han er en flinker fyr, vild med kaffe, og står mig meget nær. Faktisk så nær, at vi deler deller.