Trist og tomt

Nogle steder kryber lidt mere ind under huden end andre. Ikke fordi stedet er uhyggeligt, men fordi man kan fornemme, at her gemmer sig en historie, som ikke er specielt rar. 

Når man besøger et forladt hus, skal man huske på, at der har boet rigtige levende mennesker der. Og når disse ikke længere bor i bygningen – og har efterladt hovedparten af deres ting – så har der nok udspillet sig noget, som de færreste ønsker skulle ske for deres egen familie.

Dette sted bar præg af, at være forladt i huj og hast. Der var stadig personlige ejendele og papirer, der lå portætter af et ungt par på gulvet, et værelse var fyldt med pige-ungdomsblade, og i et soveværelse stod en barneseng.
Her havde altså boet en lille familie.
På gulvet lå der strøet ubetalte mobiltelefonregninger. Og selv om alt var ødelagt af hærg og tidens tand, så var det vanskeligt ikke at få en klump i halsen, over de menneskeskæbner, som have forladt stedet.

Sådan er det nogle gange – selv om bygningen ikke gør meget væsen af sig, så rammer det alligevel hårdt. For hvor er disse mennesker nu? Går det dem bedre? Eller er det kun gået en vej, siden de forlod dette hus?
ind i mellem er det nu meget rart med sådan en øjenåbner – det tager i hvert fald spidsen af selvynken.

Huset er nu nedrevet. Og det er nok godt nok, med tanke på det spøgelser det husede.