Hotellet der gik i fisk

Forladt og delvist nedbrændt hotel.

Det er første gang jeg besøger en ruin, hvor jeg kommer til at tænke på min mor.

Og nu ingen smarte kommentarer om at min kære moder er en ruin…

Men stedet har jeg passeret så mange gange, at jeg ikke har tal på det. Hver gang turen gik til Mogenstrup for at besøge min mormor og morfar, passerede vi stedet, uden at bemærke bygningerne særligt.

Den gule og lave bygning havde bare altid ligget der på sidevejen, kort før det stærkt trafikerede kryds, og set en smule undseelig ud. Beskedent. Ikke noget man tænkte nærmere over.

Bygningen ligger i noget af det smukkeste landskab, som egnen mellem Skive og Herning kan byde på, med ådalen foldende sig ud foran panoramaruderne i spisesalen, og med åen der slynger sig hundrede meter øst for hotellet, med rige muligheder for at fiske.

Og det var præcis det hotellet slog sig op på at tilbyde, da det så dagens lys i 1963. Et beskedent pensionat, der tilbød overnatning og et måltid mad til lystfiskere, der valfartede til stedet for at afprøve deres held

Og nu stod jeg så her, foran hvad der bedst kan beskrives som en brandtomt. Heldigvis ikke hele hotellet, kun den ældste del fra 1963. Tilbygningen fra 1966 var delvist skadet, men de nyere skud på hotellet fra 1985 og 1988 var heldigvis uberørte af branden, omend de var stærkt vandaliserede.

Stedet var stærk tilgroet, luften var lige på grænsen mellem kølig og lun, og alle de unge træer, der havde fået lov til at gro uhæmmet, lukkede af for udsigten, så man følte man gik i en ny skov, langs hele hotellets nordside..

Kølig luft havde der også været mellem stedets nuværende ejer og Herning Kommune, siden han blev pålagt at fjerne nogle ulovligt opførte støjvolde, langs hele hotellets vestlige side. Kort efter sagen, der tog sin begyndelse i 2007, lukkede stedet permanent ned, og blev med tiden tilholdssted for lokalområdets unge, der brød ind og holdt fester i de tomme lokaler. En muligvis påsat brand skadede bygninger voldsomt i 2013, og siden har stedet stået som en ruin.

Stedet har ikke ændret sig nævneværdigt siden branden i 2013, på trods af at selskabet der ejer bygningerne og området, i 2016 blev pålagt, at føre området tilbage til sit oprindelige udseende. Og med tiden har planterne overtaget området – terrassen med udsigt til ådalen, er et overgroet vildnis, og de meterhøje bogstaver, der på den ene gavl skulle vise trafikanterne på den nærliggende vej, at her lå et hotel, lyser nu kun hvidt til de høje træer, der for længst har overhalet bygningen i højden.

Når jeg besøger et spot, kan jeg slet ikke lade være med at tænke over, hvad der er sket her. Min hjerne overtager styringen, og billeder og historier udfolder sig i min indre biograf, mens jeg går på opdagelse i de mennesketomme lokaler. Og stedet her var bestemt ingen undtagelse. Hvilke lystfiskerhistorier var der ikke blevet udvekslet i pejsestuen? Og hvor mange fester var der ikke blevet holdt i hotellets sal og restaurant?

I 1985 og ’88 fik hotellet to nye fløje. Den ene til beboelse, den anden kombineret beboelse og konference. Jeg bevægede mig via de lange gange, med værelser på hver side, til den treetagers konferencebygning, hvor førstesalen afslørede en smuk udsigt ud over ådalen. Eller var det andensalen – for trappen afslørede en stor kælder, med vinduer ud til vildnisset.

Efter mit besøg på hotellet, talte jeg med den nærliggende købmand, som ivrigt delte ud af sin viden om stedet.

Og hun kunne berette, at dele af stedet i 90’erne havde været benyttet som flygtningecenter, for bosniere, der var flygtet fra krigen på Balkan.

Hun syntes naturligvis, at det var en skændsel at stedet bare stod og forfaldt. Og så luftede hun sin bekymring for, at de hundrede meter lange jordvolde endnu ikke var blevet fjernet.

“Jamen, jorden de er lavet af, er jo forurenet. Gad vide hvad der slipper ud i naturen, fra det skidt?” Hun smilede og sagde, at det kunne sådan en som mig, jo nok ikke forstå, efter som jeg var så begejstret for sådan et sted. Jeg kunne dog fortælle hende, at den historie havde jeg hørt mange andre steder – naboer og “sådan nogle som mig” ser nok lidt anderledes på en forladt bygning. Jeg ser skønheden i forfaldet – hvor naboerne bare vil have det gamle skidt bort, så det ikke ligger og skæmmer. Hvilket jeg sagtens kan sætte mig ind i. Hobby eller ej.

Uden jeg tænkte videre over det, var der gået et par timer på stedet. I ren begejstring glemmer man tit tiden, under et besøg. Og hotellet her var ingen undtagelse. Man føler sig uden for tid og rum, når det eneste man kan høre, er vindens susen i trætoppene, og måske et vindue der klaprer. Knasen af glasskår under skoene. Ellers bare stilhed.

Jeg krøb ud af en dør, til et tæt vildnis, i den østligste bygning, men en pludselig indskydelse tvang mig ind i bygningen igen, hvor jeg i stedet fulgte de lange gange tilbage til oprindelige hovedbygning, videre ind i den delvist brændte restaurant, og gik ud af den gamle hovedindgang.

Jeg stod lidt under halvtaget, og betragtede planterne, der gjorde sit for at dække ruinen, sendte en venlig tanke til stedet og de utallige lystfiskere, gæster og flygtninge, det havde huset, før jeg gik tilbage til min bil, en god oplevelse rigere.

Tænk at et sted, man ikke har skænket en tanke i det meste af sit liv, kan være så god en oplevelse…