Den gamle brugsforening

Det sker ikke så ofte, at et forladt hus jeg besøger, har haft en plads tidligere i mit liv. Det er dog sket – f.eks. med den gamle købmand i min fødeby.

Men oplevede jeg det igen. Denne gang var det ikke en købmand, men en Brugsforening, der har en ganske speciel plads i mit hjerte, for den minder mig om varme ferier, rødgrød, frikadeller, utallige Ludo-spil, middagssøvn og tilbagelænet familiehygge.

Men før vi kommer til stedet, så lige lidt – sparsom – historie. For det er yderst begrænset hvad jeg har kunnet grave fre om den gamle brugsforening, der i landsbyen uden for Skive. Eneste info om stedet var, at Brugsforeningen blev oprettet i 1895, og at der på et tidspunkt, før den endelig drejede nøglen om, havde et uddelerpar, Astrid og Asger, som kørte den lokale Brugsforening op, til at være en blomstrende forretning der på egnen.

Det er mere end man kan sige om stedet nu, hvor det står tomt, og er på vej til at forvandles til en ruin.

Som barn ferierede jeg ofte i den lille landsby, Min mormor og morfar boede der, og det meste af min mors familie er vokset op i byen. Byen – eller by og by – for den bestod mest af en kilometer lang gade med huse på hver side, og en kort sidevej med lidt bebyggelser og gårde – havde i den ene ende, en brugsforening, og i byens modsatte ende en købmand. Om det var sådan at den ene ende af byen handlede i købmanden, og den anden ande i Brugsen, ved jeg ikke – min mormor og morfars hus lå lige midt i – så der blev handlet begge steder.

Den gang, tilbage i 70’erne var byen en blomstrende lille landsby, med to dagligvarebutikker til at skaffe de daglige fornødenheder. Men det hændte de ikke havde det man skulle bruge, og så måtte man tage turen til en af de andre mindre omegnsbyer – eller hele vejen til Skive. Eller undvære.

Sidst i 60’erne og i 70’erne skød et helt nyt parcelhuskvarter op i landsbyen – min onkel Ole byggede selv et af husene.

I det hele taget havde landsbyen været  driftig, siden den kom til verden en gang i 1500-tallet. Men udviklingen tog for alvor fart, da skolen blev indviet i 1833. Senere blev der bygget i en ny skole – i 1954 – en smuk rød murstensbygning, bygget i samme stil, som så mange andre skoler bygget i 50’erne.

Forsamlingshuset kom til i 1937 (samme år som den tomme bugsforningsbygning), allerede for småt efter indvielsen, og blev senere udvidet – både i 1956 og 1983. Jo, der skete noget i den lille by.

Jeg husker tydeligt hvordan ferierne kunne slæbe sig afsted, for hos mine bedsteforældre blev der sovet middagssøvn. Hvilket betød en times total stilhed efter frokost. Hårdt for en lille knægt med med turbo på – en turbo der ikke holdt pause omkring middagstid.

Heldigvis boede min moster Hanne og onkel Kristian på en gård, et kort stykke uden for landsbyen, så da jeg blev ældre kunne jeg låne en cykel – eller sadle apostlenes heste, og gå derhen. Det var altid hyggeligt at studere livet på en gård tæt på. Og så var jeg imponeret over den voldsomme mængde havregryn, som in onkel Kristian kunne sætte til livs.

Nogle gange gik jeg også ærinder for min mormor, hvis ikke min morfar kørte mig i sin kabinescooter.

Der skete altid et eller andet, eller også var der nogle børn man kunne lege med, en hest man kunne klappe, et elhegn man kunne røre ved (eller tisse på. Kan ikke anbefales) – eller jeg kunne gå på opdagelse i min mormors sykælder, eller morfars barbersalon – der hvor alle Anders And bladene lå – og den lille fedtede bøtte med bolscher stod, på sin plads på marmorbordpladen.

Når man ser landsbyen nu, så er den kun en skygge af sig selv. Nej, den er ikke en gang en skygge. Solen er gået ned, og skyggerne er helt forsvundet. Den er under afvikling, lad os bare være ærlige.

Og dette vidner den tomme brugsforening i høj grad om, med sine store mørke ruder – firkantede tomme øjenhuler – ind til den gabende tomme forretning, de kolde værelser og den menneskeforladte ungdomsklub på førstesalen, den rengjorte  og hesteløse bås, hvor hesten Tabita en gang har resideret – og ikke mindst det raserede køkken og stuen, hvor loftet er faldet ned, efter at år med et utæt tag, har mørnet træværket.

To campingvogne havde for længst opgivet ævred, og stod som sammenfaldne våde papkasser i brugsforeningens gård.

Det er sært at bevæge sig gennem et tomt hus, hvor man selv en gang har gået rundt mellem hylderne. Og mens jeg gik der i det store reolløse butikslokale, kom jeg helt i tvivl om, hvorvidt jeg kunne huske stedet, eller bare blandede det sammen med utallige andre brugsforeninger, jeg har besøgt i mit liv. Men jeg kom dog til konklusionen, at jeg helt bestemt kunne huske, at have hentet varer for min mormor – og at min moster Hanne havde arbejdet der. Duften fra kaffemøllen, klikken af varer på disken, og den metalliske og mekaniske lyd af knapperne på kasseapperatet, de brune og orange kitler. Det hele vendte tilbage. Det var lige før, jeg kunne se det skarpe blålige lys fra neonarmaturerne, der i det grålige efterårslys. Og jeg vidste med bestemthed, at jeg sidst i 70’erne, købte mine første krydsogtværsblade i butikken. En last der tog sin begyndelse i de lange middagslurs-timer, og har holdt ved lige siden.

Der kommer nok aldrig mere en forretning i de store lokaler. En overgang efter brugsforeningen lukkede permanent ned, var der genbrugsbutik på stedet. Men den er forlængst røget til genbrug.

Tilbage står skroget fra et sted, der siden opførelsen i 1937, hvor folk ikke kun fik deres daglivarer, men også mødtes, og kunne få det daglige sladder om stort og småt i byen.

Planterne er ved at overtage dele af bygningen, og med mindre der snart er nogen der griber ind over for forfaldet, så står bygningen snart ikke til at redde. Så bliver det farvel til den gamle brugsforening, der i små 70 år forsynede byen med kaffe, ventilgummi og aviser.

Denne lidt vemodige følelse, slog for alvor igennem, mens jeg gik rundt i stilheden i de tomme rum. Dette var en af de få gange, hvor jeg egentlig ønskede at forfaldet ville standse, og tiden gå baglæns – nu havde jeg jo også fået en på opleveren og mine billeder. Men det stak lidt, da jeg lukkede døren bag mig. Om det var brændenælderne eller bare fordi jeg syntes det var synd at så fint et hus’ historie skal slutte her, ved jeg ikke.

Og da jeg kørte ud af byen, forbi den nedlagte tankstation og cafeteria, hvor vi så tit have købt lidt godt til ganen, eller holdt familietamtam, slog det mig, at jeg ikke har mere at komme tilbage til byen efter, og at det nok var sidste gang, jeg besøgte stedet…

---

Herunder: Den gamle brugs er nu nedrevet. Tilbage er kun et grønt område. Alting har sin tid – det gælder også for smukke gamle brugsforeninger.