En lille Ø-gadeberetning, der bringer minder om hine tiders svagbørnskolonier…
Efter at have siddet i 7 timer, og renskrevet Dirch filmanmeldelser, blev jeg og min fremskredne overvægt enige om, at jeg burde forkæles med en voldsfilm og to af de store frække forårsruller fra Kinagrillen – jaaaaa – sådan et friturebæst byder Ø-gade skam også på!
Der var ikke langt fra tanke til handling, og jeg gik og småsavlede i mine smukke, næsten nye, Puma-fodfoderaler (ja, så gammel er jeg, at jeg ikke staver det med futte!)
Uden for dette himmerige fyldt med småtskårne grøntsager og friture fra i forfjor, sad et par gutter og nød det dårlige vejr. De har vel været omkring de 14 – lidt ældre nu, end de var i eftermiddags – og de havde gang i en voldsom diskussion om noget meget vigtigt for 14 årige – hvordan LOL staves, eller hvad ved jeg. Bølgerne gik i hvert fald højt, på en afslappet teenage-lad facon. Jeg dappede indenfor, lukkede døren, og afgav min bestilling til den lille nydelige hvaskavær-kvækkende medarbejder bag skranken.
Mens man står der og venter kan man enten prøve at føre en samtale med de flinke kineserpiger bag skranken. Det er sin sag, da de er mest vant til at tage imod bestillinger, og det ender med at de misforstår, og man får bestilt en paneret gnu i karry. Så det gør jeg ikke igen.
Man kan også forsøge at tælle årringene i frituren på væggene, men det gør jeg heller ikke igen. Jeg var helt tilbage i Ming dynastiet, sidst jeg talte. Det er flot, men ikke befordrende for appetitten.
I stedet greb jeg et dagblad, der var gulnet og let fedtet i kanten. Der var intet, ikke en gang side 9 pigen var spændende. Jeg greb mig selv i at tænke, at det der kunne jeg da også gøre, med væsentligt smukkere bryster.
Så blev jeg revet ud af min avislæsning, da døren gik op, og en ung fyr kom ind. Han gik hen til skranken, bestilte en ribbenssandwich med hollandsk udtræk og godt med saft og gemüse. Han betalte, og gik udenfor for at vente. Men døren lod han stå åben. Jeg kiggede lidt på ham, men han var åbenbart sikker på at den dør han lige havde åbnet med håndkraft, og som havde stået åben under hele hans besøg i kinagrillen, den ville på mirakuløs vis vide, hvornår hans lille knoklede teenagerøv havde forladt fritureetablissementet. Men enten var døren ikke blevet opgraderet, eller også var den træt, for den blev hvor var. Nå, ja, så måtte gammelpot jo træde til, og lade sine gigtkroge og tændstiktynde arme klare den opgave. Det ville da også være synd, hvis sådan en lille stabejs overanstrengte en muskel eller to.
Inde i butikken stod en anden ung mand og ventede på sin papkasse med asiatisk guf. Bestillingen blev færdig, han betalte, sagde farvel, åbnede døren og gik. Men lukkede ligeledes ikke døren.
Nu blev jeg bekymret. Var der udbrudt en muskelsygdom hos kvarterets teenagedrenge, eller tilhørte de bare generationen der havde haft svingdøre siden Barndommen? Nå, skidt. Jeg skulle snart smovse, så det ville nok ingen skade gøre, at jeg gik den ene meter, og lukkede døren. Men knap havde jeg sluppet håndtaget, før døren atter blev åbnet, og nok en teenagekunde trådte ind.
Dejligt for denne asiatiske næringsdrivende, at kunderne sådan vælter ind, tænkte jeg, mens jeg betragtede den unge mand og døren. Han lod også døren stå åben. Men til forskel fra de to andre, vendte han sig, kiggede på døren, men da det ikke havde nogen virkning, vendte han sig atter, og gik op til skranken. Døren var ligeglad. Den rørte sig ikke på sine hængsler. Knægten investerede i en lunken cola, betalte, og gik igen. Og minsandten om ikke også han glemte at smække døren bag sig.
Jeg forsøgte mig med stirre-tricket, men havde lige så lidt succes som den unge mand, og måtte til slut overgive mig, og lukke døren, på god gammeldags analog facon.
Nu var jeg for alvor bange, for jeg kunne ikke se anden grund til dette åbenlyse dørroderi, end at de store drenge, ikke havde flere kræfter i deres små arme, efter de havde åbnet døren. Hvor er det synd. Før i tiden kom sådan nogle stakler på svagbørnskoloni, fik god mad, sol og lys, og måske lidt muskler i overkroppens vedhæng.
Jeg sukkede, og som den sure gamle tosse jer er, skød jeg, uden at blinke, skylden på deres mobiler. Ja, det måtte være det. Før i tiden sloges drenge med hinanden, løftede lidt op i pigerne bryster og lagde arm og den slags ting – nu skal de kun trykke på vinduet i en smartphone, og det er ikke noget man får de store armmuskler af.
Jeg blev revet ud af min tankestrøm, da mine to dybstegte forårsruller var klar. Mens jeg betalte tænkte jeg: Du er godt nok en vild mand, Jan, sådan et spise forårsruller sidst på sommeren.
Da jeg gik sagde jeg smilende farvel til den søde kineserdame bag skranken, og sagde: Lukher eller tamæhjæm?
Da hun bare kiggede på mig, med et blik som en moppe der bliver spiddet i måsen med en frossen ål, tænkte jeg bare: Lukher! og lukkede forsigtigt døren bag mig.
Uden for sad den ene unge knægt, og holdt om sin cola, og jeg kunnen lige høre ham sige:
37 timer – fårk, så længe gider jeg altså ikke arbejde! Hvortil hans kammerat svarede:
Nej, så vil jeg godt nok hellere gå i skole!
Åh, dit lille pus. 37 timer er da næsten den tid du skal gå i skole. Håber de har et fag der hedder “lukning af ting”.