Gutenheute sommerleute!
Så har Sr. Estômago fået mellemøstlig glød på sylte-agurken (jeg er jo iført sommermodellen af de undværlige gdrenge – du ved, den med gylp, så vedhænget kan få farve), solskoldede leverpletter og ikke mindst en dejlig rundt ismave, der kan erstatte ungernes trampolin for en kort stund. Sr. Estômago bag-hylder det gode sommervejr, der har forårsaget adskillige spontanantændelser i mine blottede underegioner, afbrændte øjne hos såvel danske som tyske strandgæster, når mit nærmest neonagtige selvlysende korpus er blevet luftet, iført den sædvanlige lille gdreng, på de danske strande, samt en lettere sværopbygning på de solbrankede og blottede baller.
Og hvad har sommeren så budt på, for den solglade Sr. Estômago?
Adskillige kilo røget Bornholmersild – eller Bååårnhølmersiield, som de kære sydøstskåninge kalder denne gastronomiske himmerigsmundfuld. Is i så voldsomme mængder, at de kunne kurere afsmeltningen på polerne, var det blevet eksporteret i stedet for fortæret. Samt erfaringen at blottede baller og pindsvin fra nu af står på min “duoer vi ikke kan li'” – liste.
Men især en enkelt hændelse træder tydeligere frem – og nej, det er ikke JBO’s hulemand møder Dansk Herremoderåd-look ved Liberal Alliances første tomatkongres – men derimod den tænderskærende beretning om en voksen mands kamp mod afklædthed og høje klipper.
Vi skruer tiden tilbage til sidst i juli måned, solen banker ned på klipperne omkring Allinge-Sandvig, og undertegnede var blevet lokket med til Opalsøen, på det nordlige Bornholm. Lad det være sagt med det samme: Sr. Estômago er ikke meget for højder. Alt over græshøjde får det til at svimle for mig, og jeg ryster så meget at det truer med at ryste mine små yndlingsgdrenge ned om anklerne på mig.
Men jeg var altså på vej mod toppen af klipperne omkring Opalsøen, og var nået næsten 6 meter i vejret, da de første panikanfald kom. Jeg greb fat i det vakkelvorne, letrådnede trærækværk, der smuldrede som for gammel gær, mellem mine fingre. Men jeg mandede mig op, trak op i gdrengene, og fortsatte opad. Til min venstre side kunne jeg se klipperne falde stejlt ned mod Opalsøens grønne vand, og jeg har vel været så højt oppe som 20 meter, da min ben kollapser under mig. Jeg ligger nu med den blottede gdrengsrøver lige i vejret på en familie-befærdet sti, og prøver ihærdigt at grave mine øjne ud med sixpencen, mens jeg drejer rundt, for at krybe ned i sikkerhed, ca. 12 mm over havets overflade. Jeg maver mig fremad, som stor svedig næsten nøgen bleg skovsnegl, og når hen til den første af tre trapper der vil fører mig i sikkerhed, alt for dybt under mig. Jeg glider ud over det første trin, og lader tyngdekraften og elasticiteten i min maveregion om at klare resten. Småhoppende når jeg afsatsen under trappen, og skubber kun en enkelt vred mand i dybet på min vej ned.
De to næste trapper forceres på samme vis, og endelig er jeg ved P-pladsen. Men min krop er stadig i alarmberedskab, og mine slatne ben nægter at lystre mig, så jeg må kravle over mod bilen. Undervejs gør jeg holdt i skyggen af et træ, blot for at sunde mig et kort øjeblik – og da er det jeg mærker det ru gummidæk fra en moutainsbikes forhjul, tvinge sig vej mellem mine baller, og første standse da dæk og det lilla stof fra gdrengene befinder sig mere end en anacondas længde, nord for indgangen til Sr. Estômagos drypstenshule.
Det er hårdt et være solbrændt mandestripper, med tyskers mountainbike monteret til understellet. Er blot glad for at lastbiler ikke bruger cykelstativer…
Rigtig god sommer derude!
wink-humørikon