En lille Ø-gadeberetning
I går besøgte jeg min lokale frisure-pusher, en flink indvandret hårstyner, der altid indleder klipningen med den samme sætning:
Hva så min ven – skal det være sommerkort, eller bare kort?
Forskellen er ens – uanset hvilken klipning jeg vælger, ligner mit store runde hoved en skimmelsvamp besat bowlingkugle.
Frisøren er en lille korpulent herre – så vi er på bølgelængde – og han spørger altid: Hva så min ven, har du børn? Og det på trods af, jeg har besøgt ham jævnligt det sidste år, og troligt svaret ja til spørgsmålet hver gang.
Men han er sød – og vi forst-hår hinanden: Ingen pop og hårprodukter, kaffe og alt det andet dyre gejl – bare hardcore trimning.
Forinden havde jeg jeg besøgt min lokale Brugs – for at hente post – og senere skulle jeg hen og handle dagligvarer på det lokale posthus…
Jeg kommer altså slæbende med en ordentlig kasse, indeholdende min datters fødselsdagsgave. Den raslede glad – det var også dejligt vejr.
Døren stod åben ind til frisørsalonen, så jeg vader ind. Frisøren er midt i et hårforsøg, som så ud til at være gået lidt skævt – man skal passe på med at bede om for krævende frisurer, skriver jeg mig bag øret (som om det nogen sinde kommer på tale, med mit hår) – nikker venligt til frisøren i spejlet. Altså – der var jo ikke en frisør nummer to i spejlet, vel. Det var den samme… ok – I fatter det. Fint – videre.
Han kigger på mig – så på sin kunde – så på mig – så på sin kunde igen – så på mig – og endelig får han øje på den store brune kasse under min arm.
Han indstiller klipningen, og vender sig mod mig, nikker, går hen mod mig, rækker hænderne frem, og tager min pakke.
Sikken service, tænker jeg. Han kigger på den, ser adressesedlen.
Og her er det han gør noget, som frisører er rigtigt dygtige til: Han studser.
Så kigger han på mig og siger: Den er ikke til mig!
Jeg smiler, og svarer: Nej, det håber jeg da ikke, for så bliver min datter nok lidt ked af det.
Her er der jeg kan se, at kæden hopper af for ham.
Din datter? siger han.
Ja, hun har fødselsdag! svarer jeg.
Han er helt forvirret ud. Kigger på mig – så på pakken. Læser adressesedlen en gang til og siger så:
Den er ikke til mig!
Øhh! er det eneste jeg kan byde ind med – jeg synes samtalen er på vej til at køre lidt i ring.
Ja, jeg venter på en pakke! siger frisøren så, mens han står med min i hånden. Han ryster den, som om det vil få brikkerne til at falde på plads – og ser helt forkert ud i hovedet, da der lyder en klirren fra æsken.
Han spærrer øjnene op, ryster kassen igen, og kigger på mig.
Er det gået i stykker?
Nej – det er LEGO! svarer jeg med et smil.
Så han forvirret ud før, så kører det da helt af sporet for ham nu. Forsøgsvis ryster han pakken igen – med samme raslende resultat.
Jeg har ikke bestilt LEGO! siger han så.
Nej – det har jeg. Det er til min datter – hun er vild med LEGO Friends!
Friends? siger frisøren. Han er helt rundt på gulvet.
Ja, sådan noge tøse-LEGO! svarer jeg.
Der bliver helt stille i frisørsalonen. Kunden i stolen stirrer på os i spejlet, og en ældre herre der sidder og venter, har lagt sit Billed-Blad i skødet, og kigger nu interesserede på os – begge er de spændte på den videre udvikling i samtalen.
Ingen siger et ord i nogle meget lange sekunder, før frisøren atter tager ordet.
Altså, jeg venter på en pakke – men den her er forkert!
Jeg ryster på hovedet: Den er helt rigtig – der er LEGO i den, til min datter!
Og så sker det. Pludselig vender smilet tilbage i frisørens ansigt. Han kigger på pakken, så på mig, så på pakken, og endelig rækker han den tilbage til mig.
Åh – det er DIN pakke! Jeg troede du var pakkeposten!
Nej, det er såmænd bare en pakke jeg har bestil til min datter. Jeg har lige hentet den i Brugs… på posthuset! svarer jeg. (ikke gøre det mere kompliceret end nødvendigt)
Jeg skal bare klippes!
Han smiler, og går tilbage til kunden i stolen.
Den gamle mand finder atter sit Billed- blad mere interessant end vore samtale.
Jeg sætter mig ned – og venter.
I spejlet fanger jeg frisørens blik. Han smiler til mig.
Alt er godt igen.